Børnehaven

Velkommen til Myrestuen, Sommerfuglestuen og Guldsmedestuen

Vores værdier

I det daglige lægges vægt på, at børnene får styrket de personlige og sociale kompetencer både som individer men også som ansvarsfulde deltagere i små og store fællesskaber.
Med fokus på de 7 kompetencer understøtter vi gennem leg og aktiviteter børnenes udvikling, relationer og livsglæde. Konkret planlægger vi cykeldage/ture for at alle kan lære at cykle, vi spiller spil, for at øve turtagning, selvregulering, behovsudsættelse, vi læser historier og reflekterer sammen med børnene, vi udfordrer den abstrakte tænkning, vi er kreative og understøtter børnenes legeuniverser, vi dyrker yoga/mindfulness, vi undersøger naturen både på legepladsen og på udflugter, vi er fysisk aktive o.m.a.
Vi tilpasser aktiviteter til børnenes alder og nærmeste udviklingszone – når den 3-årige starter på stuen er det eksempelvis selvhjulpenhed, afkodning af lege og tilknytning til gruppen, der er i fokus - i det hele taget det at lære at gå i børnehave.
Jo tættere børnene kommer på skolestart, jo mere målretter vi aktiviteterne, så det styrker skoleparatheden.

Det praktiske

Indkøring

Inden jeres barn starter, er I meget velkomne til at komme og besøge børnehaven. Ring gerne og lav en aftale, hvor Jette (vores leder) viser jer rundt.
Vi forventer, at I har sat tid af til indkøring af jeres barn. I skal være forberedt på ikke at skulle gå fra jeres barn de første par dage alt efter hvordan det går. Hvordan den videre indkøring skal forløbe aftales med udgangspunkt i jeres barn.
Vores erfaringer viser, at børn, der starter, bruger meget energi på at forholde sig til nye mennesker, nye omgivelser, nye rutiner osv. og bliver derfor naturligt trætte og kan evt. reagere uventet og mere følsomt. Derfor anbefaler vi kortere dage i starten.
Vi vil efter ca. 3 mdr. holde en samtale med jer forældre om, hvordan det har været for jeres barn at starte, og hvordan jeres barn har det. Ellers er det altid muligt at bede om en samtale. I er altid velkomne til at komme til os, hvis I har spørgsmål.

Samling

På hver stue afholder vi dagligt en samling. Børnene kan sidde i rundkreds, og vi taler fx om, hvem der er kommet, laver sanglege/bevægelseslege, rim og remser. Det er en øvelse i at kunne tale i forsamling, lytte til hinanden, fortælle om oplevelser/historier, modtage kollektive beskeder, bevare roen o.m.a. Vores samling fungerer som et børnemøde, hvor aktuelle emner tages op. Her udfordres børnene i at tænke abstrakt, vi styrker deres refleksion, vi arbejder med konfliktløsning osv. Det er vigtigt for os, at børneperspektivet skinner igennem ved en samling – børns stemme er vigtig. Samlinger foregår både for hele gruppen, men også i mindre grupper (fx aldersopdelt), hvor det måtte give mening og hvor vi vurderer den bedste læring finder sted.

Ture ud af huset

Hver stue har fast en turdag om ugen, hvor enten hele stuen eller en lille gruppe tager afsted. Vi har i vores nærområde mulighed for at besøge skov, strand, eng, sø, lokalområdet osv. Troldehøjen har 2 biler, hvor der er plads til 5 børn, hvilket giver mulighed for at tage på tur til områder, hvor det ikke er muligt med off. transport. Ved start i institutionen skal I give tilladelse i Aula, om jeres barn må køre i troldebilerne. Vi benytter os også af offentlige transportmidler.

Legetøj

I Troldehøjen har vi legetøjsdag den sidste fredag i måneden. Her må børnene på eget ansvar have privat legetøj med. Alle andre dage bedes privat legetøj blive hjemme.

Goddag og farvel

Det er meget vigtigt, at I husker personligt at sige godmorgen og farvel, når I kommer og går – også selvom I tjekker ind og ud på skærmen.
I Troldehøjen er det en værdi, når børn, forældre og andre møder ind på stuerne om morgenen, at det foregår roligt og med respekt for igangværende aktiviteter og lege. Vi vægter en rolig start på børnehavedagen for alle. Børnene vinker farvel til forældrene på stuen, eller hvis de kan selv uden en voksen, må de gøre det i fællesrummet.

Mødetid

Der er ingen fast mødetid, dog er det vigtigt at være opmærksom på, at planlagte aktiviteter starter omkring kl.9.30, hvorfor det vil være en god idé at komme inden, så vi uforstyrret kan gå i gang og så barnet får en god start på dagen. På turdage vil vi annoncere mødetidspunktet, men typisk vil det være omkring kl. 9.00. Det er vigtigt at holde øje, så jeres barn kan deltage i planlagte udflugter.

Fri eller ferie

Troldehøjen er børnenes arbejdsplads, hvor de bruger deres energi på at øve sig på de 7 kompetencer. Derfor tror vi på, at alle børn har brug for ferie og fridage ligesom alle os andre. Forskning viser desuden, at det er vigtigt for barnets fællesskabsfølelse i familien, at det holder ferie sammen med forældrene. HUSK at melde fri og ferie på Aula.

Legeaftaler

Hvis jeres barn ønsker at aftale med en kammerat i børnehaven, har vi i fællesrummet en ”kan du lege-mappe”, hvor forældrene har udfyldt nødvendige telefonnumre, for at dette kan lade sig gøre. Det er også muligt at kontakte hinanden via Aula. Vi opfordrer meget til at lave legeaftaler med jeres barns kammerater. Det styrker venskaber og relationer børnene imellem, og derudover er det styrkende for fællesskabet i huset.

Garderoben

Dit barn skal medbringe tøj, der er årstidsrelevant.
Det hænder at børn bliver våde af forskellige årsager. Det er derfor vigtigt, at personalet altid kan hjælpe dit barn med at finde tørt skiftetøj i garderoben.
Det er en god idé at der ligger 2 sæt tøj (underbukser/trøje, strømper, bluser, bukser). Vær opmærksom på at supplere op løbende. Husk navn i tøjet – det er en stor hjælp for os og jer.
Bruger dit barn ble, så skal I selv medbringe bleer hjemmefra. Vi vil sammen med jer forældre styrke jeres barns motivation for at smide bleen og blive renlig, som et led i det at starte i børnehave.

Forår: Termosæt - Fleecetrøje - Vindjakke - Regntøj - Kondisko - Gummistøvler

Sommer: Fleecetrøje - Vindjakke - Regntøj - Kondisko - Gummistøvler - Sandaler

Efterår: Termosæt - Fleecetrøje - Vindjakke - Regntøj - Kondisko - Gummistøvler - Tynd hue - Tynde vanter - Varme sokker

Vinter: Flyverdragt el. skisæt Vinterstøvler - Fleecetrøje/termotøj - Varm hue - 2 par vanter - Varme sokker

Mad og drikke

Morgenmad tilbydes fra 6.30-7.00. Oftest er det groft brød, havregrød, havregryn og frugt.

I skal dagligt medbringe en madkasse med tydeligt navn på. Børnene tilbydes vand til frokost. Vi spiser på stuerne og det foregår i en hyggelig atmosfære. Smør gerne en ekstra mad, da børnene har mulighed for at tage mad fra madkassen i løbet af formiddagen.
Når barnet skal på tur, spiser vi i forskellige omgivelser, så hjælp dit barn ved at give det en turvenlig madpakke med den dag (fx klapsammen-mad, sandwich, gnavegrønt).
Derudover skal I medbringe en drikkedunk med vand til turen.
Om eftermiddagen har vi frugtcafé, hvor børnene tilbydes et lille måltid. Børnehavestuerne skiftes til at tilberede dette, og børnene hjælper til.

Hver stue har månedligt en maddag, og i samarbejde med børnene planlægger vi menuen. Det kan fx være smør-selv, varm mad eller bålmad. Børnene deltager så vidt muligt i tilberedning, borddækning, oprydning osv.

Fødselsdag

Vi tager gerne hjem til fødselsdagsfest hos barnet, eller fejrer det her i institutionen med flag, sang og uddeling. Spørg gerne personalet for inspiration. Se ligeledes vores anbefalinger i Troldehøjens kost- og bevægelsespolitik.
I børnehaven kan barnet dele én sukkerholdig ting ud, fx et stk. kage, en is eller en flødebolle. Men ofte er børnene lige så glade, når der uddeles popcorn eller sjovt anrettet frugt. 

Forældresamarbejde

Vi bestræber os på jævnligt at skrive opslag fra stuen i AULA om dagens aktiviteter og oplevelser. Derudover vil nyheder, fotos af hverdagen, begivenheder m.m. kunne ses på kommunikationsplatformen Aula.
Benyt gerne besked modulet i AULA  til at skrive til os med spørgsmål og informationer omkring jeres barn.

Overgang fra børnehave til skole

I tilbydes en samtale det sidste år jeres barn går i børnehaven, hvor vi har fokus på skoleparathed.

En dag i børnehaven 

 6.30 - 7.00 Morgenmad og leg i fællesrummet.

 8.00 - 9.30 Leg på stuen

 9.30-11.00 Planlagte aktiviteter 

11.00-11.15 Samling på stuen

11.15-11.45 Frokost på stuen

12.00-13.30 På legepladsen

13.45-14.30 Frugtcafé i køkkenet, i aldersopdelte grupper på tværs af stuer

14.00-16.30 Leg på stuen, i fællesrum eller ude.